Brevkassen: Rådgivning

Lagt ud den 22. maj 2009 efter samtykke

Hans mor vil se lagenet efter bryllupsnatten

Spørgsmål:
Jeg er en pige på 20 år, jeg er forlovet med verdens dejligste fyr, og vi skal giftes til oktober.

Vi har haft sex sammen, men jeg blødte ikke første gang, men det var ikke et problem for ham. Da han godt ved, at det ikke er alle piger der bløder første gang.

Problemet er nu bare, at hans mor vil se lagenet efter bryllupsnatten, for at sikre sig at jeg er jomfru. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre, hvis jeg siger at jeg ikke blødte første gang, så vil hun ikke tro på det, og det vil være en skam for hende at jeg er blevet gift med hendes søn. For efter deres mening så er jeg uren. Gider heller ikke starte mit liv ud med at skulle forklare dem at jeg ikke blødte første gang, jeg gider ikke starte et liv med problemer med svigerfamilien pga nogle gamle traditioner.

Min forlovede og jeg har talt meget om det, og ved ikke hvad vi skal gøre ?

Håber jeg snart får svar.

Svar:
Du står i en meget priviligeret, men også svær situation. Det er dejligt, at I har det godt sammen, stoler på hinanden og kan tale om tingene. Nu er det jo sådan, at det er svigermors søn, som har været i seng med dig, og det ville da være verdens største uretfærdighed, hvis det skulle kaste skam over dig alene på jeres bryllupsnat. Men, men, men, jeg kender traditionerne, er selv vokset op med dem. Og jeg ved, at det ikke altid er logisk. Jeg vil give dig to svar. Det ene (1) er baseret på min erfaring med en pakistansk svigermor gennem 16 år:-), det andet (2) er det mere "professionelle" svar OK:-)

1. Din kæreste er nødt til at sætte foden ned over for sin mor. Han er sønnen, og han har noget at sige. Særligt når han til den tid er en gift mand. Hvis I lukker hende ind i jeres soveværelse på bryllupsnatten, kan I være sikre på at hun mener at have ret til adgang til alle aspekter af jeres liv - i al evighed. Hvis i ikke markerer grænsen den første dag, vil hun træde ind over den igen og igen (jeg ved hvad jeg taler om, for jeg har knækket svigermor-koden) Da det er din kommende mand, der har haft sex med dig, må han simpelthen få hånden op af lommen og forklare mor, hvordan han vil ha' sin bryllupsnat skal foregå. Hvis han ikke kan beskytte dig i den situation, som han selv har en andel i er blevet skabt, så er det ikke godt. Han kan sige 'kære mor, jeg vil gerne have det sådan og sådan.... Og sådan bliver det - nu er jeg en gift mand!'. Din kæreste er meget velkommen til at skrive til mig, hvis han vil have nogle gode sætninger:-) Jeg ved ikke, hvor I kommer fra (hvordan er jeres traditioner, det kan jo være ret forskelligt), men I kan også sige, at I gerne vil tilbringe jeres bryllupsnat på et hotel i Malmø, alene. En lille honeymoon. Men ved ikke, om familien æder den?

2. I kan tage til lægen og få en recept på p-piller. Så kan I time din menstruation til bryllupsnatten, og så er der blod til svigermor (men husk det kan blive dyrt i længden)

Jeg håber det svar hjælper dig og din kæreste. Skriv endelig hvis der er andet jeg kan hjælpe med

Spørgsmål:
Tak for hjælpen, men ved ikke om det første svar hjælper, når det er sådan i hans familie, løsning 2 kan være en mulighed, men hvornår skal jeg så starte med p-piller, og hvad med min familie, hvad vil de sige hvis de ved at jeg har min menstruation inden bryllupsnatten.

Svar:
Jeg ved det kan være svært! Jeg skal lige høre, er det sådan at din svigermor vil kigge på lagenet lige bagefter, eller hvordan er det i hans familie?

I forhold til p-piller, hvis det er den løsning, du vælger, så skal du tale med din læge. Det er en god ide at være ærlig og beskrive din situation, som du har gjort det til mig. Din læge kan hjælpe med at time pillerne, så det passer med bryllupsnatten. Du behøver jo ikke fortælle din familie, at du har menstruation inden bryllupsnatten. Hvis du er bange for, at de gætter det, så brug tamponer.

Du må meget gerne skrive til mig og fortælle hvordan det går

Spørgsmål:
Det er ikke lige efter hun skal se det, det er dagen efter, når svigerfamilien kommer på besøg.

Svar:
Det vil altså sige at I har god tid. Det ændrer jo sagen en smule. Når det er i orden mellem dig og din kæreste, og det drejer sig om andre, der skal kigge, kunne man jo overveje at smøre lidt kunstigt blod på lagenet. Kan ikke lige gennemskue, hvor man kan skaffe det?? Ja, jeg plejer ikke at give den slags råd, men jeres situation er lidt anderledes end de fleste. Oftest er kvinden bange for, hvad manden vil sige, hvis hun ikke bløder, og det er meget sværere, fordi han jo forventer, der kommer noget lige efter de har haft sex. Men hvis I skal fremvise en plet næste morgen (du ved hvad jeg mener om den sag, jeg ville holde døren til soveværelset lukket) - og I holder sammen, så er der jo ingen grund til p-piller.. Jeg synes du skal prøve at tale med din kæreste, om det ville kunne lade sige gøre. En rød bøf... Eller noget i den retning. Blod er jo blod, og din svigermor kan jo ikke lave dna analyse på det alligevel:-)

Er der andre end hende, der skal se på lagenet, og hvordan foregår det? Kigger hun bare kort, eller bliver lagenet lagt frem til mere offentlig skue? Jeg spørger, fordi traditionerne er meget forskellige, og det er forskelligt hvordan tyrkere, pakistanerne og arabere gør det med bryllupsnatten.

Spørgsmål:
Jeg er xxxx (kendt af red.), og det er forskelligt, fx i min familie der er der ingen der skal se noget efter bryllupsnatten , men der er nogle familier der stadig holder fast ved gamle traditioner. og hun skal bare se det kort , og der er ikke andre der skal se noget. ellers vil jeg nok synes at det er lidt grænseoverskridende.

Spørgsmål:
Jeg har talt med min kæreste. Vi har besluttet os for at xxx (kendt af red.) Så kan de ikke gøre os noget, for når vi er gift, så bestemmer vi over os selv. Men mange tak for hjælpen, og håber der er mange der kan få hjælp af min situation.

Forrige indlæg       Næste indlæg


Retur til oversigten