Brevkassen: Debat
Lagt ud den 6. oktober 2009 efter samtykkeVi er stadig hele mennesker, om vi er jomfruer eller ej!
Hej Kristina.Jeg har brændt inde med det her længe Jeg har danske venner, og kun danske næsten, ikke engang næsten, jeg har faktisk kun danske venner, har jeg altid haft. Men de forstår mig ikke helt, det er også forståeligt, hvordan kan man forstå en kultur så anderledes end deres, svært at sætte sig ind i. Jeg har mine søskende, og min mor og far. Jeg snakker rigtig godt med min lillesøster, men hun er så anderledes end mig, hun er så meget mere forankret og indforstået med kulturen, og hun forstår mig aldrig, når jeg 'afviger' fra min kultur, hun er altid den første til at dømme mig. Derfor har jeg aldrig følt et menneske har forstået mig helt. Jeg har nogle af de bedste venner man kunne tænke sig, som jeg har haft gennem hele mit liv, men alligevel så føler jeg ingen kender mig ordentligt, og det er kun pga. de grænser min kultur sætter mig, som jeg i et samfund og med den omgangskreds jeg har, ser mere som en forhindring - jeg ser min kultur som en forhindring, selvom jeg synes den er så smuk. Jeg har læst nogle af de spørgsmål der er stillet på din hjemmeside, og har læst de svar du har givet dem. Også besluttede jeg mig for at fortælle om mit liv, jeg fandt det for første gang relevant at fortælle det til nogen, som måske ville forstå mig. Og fortælle det som en støtte til det arbejde du har lagt i din hjemmeside, og for at fortælle dig at det er en go gerning, og den tid du bruger på det, præger mange pigers liv, du hjælper, er jeg sikker på.
Jeg vil gerne takke dig for dit initiativ, og takke dig for at du er i stand til at se mennesket i en pige, i stedet for at se en brudt/ubrudt slimhinde. Jeg er så bitter, jeg er så fuld af vrede, og jeg skammer mig over de mennesker min kultur har skabt. Jeg elsker min historie, jeg elsker mit land og jeg synes ikke der er noget smukkere end mit sprog og min mors mad. Men jeg skammer mig over at min kultur har født og føder mennesker der er så snæversynede, der er så kvindenedsættende, der kan lukke hele verden ude og dræbe et menneske og ødelægge et menneske så meget indeni, bare med deres syn på hvordan kvinder bør være. Der er mennesker der tager deres eget liv, fordi mennesker, som min kultur afføder, skubber dem mod afgrunden. Hvordan kan en kultur være i stand til at dræbe? Hvordan kan en kultur i et land som Danmark, hvor mulighederne er uendelige, få et menneske til at opgive alt håb og tænke at der ingen udvej er?
Jeg er muslim. Jeg ser mig selv som en muslim. Jeg spiser ikke svinekød og jeg føler jeg er et godt menneske, fuld af næstekærlighed og sympati for andre mennesker. Jeg snakker aldrig bag om ryggen på folk. I koranen er en af de værste synder at bagtale andre, der bliver nævnt at det er ligesom at spise sin døde brors kød. Jeg kender ikke ét folkeslag i verden der snakker bag andres ryg, så meget som xxxx (nationalitet kendt af redaktionen) gør. Ikke ét folkeslag skal spise så meget dødt kød fra deres egen bror som xxxx (nationalitet kendt af redaktionen) skal. Nu kommer det. Jeg er ikke jomfru. Hvis min familie så det her, så ville de få et flip, de ville dømme mig, de ville græde, de ville skælde ud og de ville skamme sig og de ville måske ønske de var døde. Men de ville ikke tænke på at de skulle spise deres brors døde krop. Min mor, min far, hele min familie. De ville tænke på mit omdømme mellem udlændinge. De ville ikke tænke på min lykke. De ville ikke tænke på at jeg er en af de dygtigste elever på gymnasiet. De ville tænke på min brudte slimhinde.
Jeg var sammen med en dreng jeg følte mig tryg ved, en der gjorde mig lykkelig og en jeg gerne ville være sammen med, af kærlighed. Og det skal siges vi ikke er sammen mere, fordi jeg ikke ville have nogen skulle vide vi var sammen, jeg tog alligevel hensyn til min familie, men det blev hårdt, det ødelagde forholdet. Det var ikke mangel på gensidig kærlighed der gjorde vi ikke er sammen mere, men ganske enkelt fordi vores verdener var for forskellige. Jeg savner ham hver dag. Jeg fortryder ikke en eneste dag, at jeg gav ham en chance, i stedet for at afvise ham efter nogle sms'er og højest et kys. Lige nu kan jeg kigge tilbage på mit liv, og sige at den tid sammen med ham var den dejligste. Så er det jeg spørger, hvorfor har min kultur forhindret mig i denne lykke? Er jeg født det forkerte sted? men jeg elsker jo min mor og far, betingelsesløst. Men de har aldrig gjort nok for at forstå mig, aldrig gidet. Og jeg er sikker på de var lykkeligere, hvis jeg ikke havde et socialt liv, var hjemme hver fredag og lørdag i stedet for at tage i byen med mine venner og veninder og more mig og have det sjovt. Jeg er helt sikker. Min lykke er så lidt værd for dem i forhold til mit omdømme, det gør så ondt at forældre faktisk ønsker det for deres barn. Men mine forældre er jo ikke onde mennesker, de er bare dybt forankret i deres kultur. Men de skulle bare vide hvor ondt det gør, hvor forfærdeligt jeg har det inderst inde fordi jeg ikke kan lade dem kende mig 100 %.
Og ja jeg går i byen, mine brødre går i byen, og det er kun mig der bliver set ned på. Min bror som jeg var så tæt med, snakker jeg næsten ikke med mere, for selvom han er opvokset i Danmark, så kan han heller ikke acceptere min 'afvigelse'. Jeg kan mærke hvordan alle indvandrerdrengene kigger på mig når jeg er i byen, at jeg ikke burde være der, at jeg ikke er en pæn pige. Jeg er så ligeglad. Og det er sjovt, for indvandrerpigerne tænker det samme. De går ikke i byen, de er pæne piger, og i kvindekampen står de helt af, ved ikke at acceptere det. Og jeg går ikke i byen for at score eller drikke mig hammer lam, jeg går i byen for at være sammen med mine venner og hygge mig, jeg står ikke som udlændingene på danse-gulvet og ligger an på en masse piger på en upassende måde. Sådan er jeg ikke, men alligevel, jeg går i byen og det er jo ikke korrekt. Jeg har opnået så meget mere end de nogensinde vil opnå eller har opnået. Jeg er den første i familien der er i gang med en gymnasial uddannelse. Den første ud af en kæmpe familie. Jeg har et dejligt arbejde ved siden af, jeg har et dejligt socialt liv - jeg har venner og veninder jeg stoler på, jeg klarer mig godt i skolen, men at jeg går i byen overskygger alt andet. Hvilken logik tillader det? Jeg føler mig som en fange i min egen kultur, jeg alligevel holder så meget af. Og at jeg har været sammen med en dreng, blacklister mig totalt, selvom alle ved at samtlige indvandrerdrenge har været sammen med piger, og reklamerer åbent om deres kærester på facebook og lignende. Hvor er retfærdigheden i det her? Hvor er fornuften og kvindekampen henne? Hvor er min lykke?
Hvorfor kan jeg ikke se nogen anden udvej ud af det her, end at flytte til den største danske by, for at gemme mig i mængden? Så ingen kan udpege mig? Jeg vil aldrig nogensinde af respekt for mig selv, af respekt for andre kvinder og af respekt for den overbevisning jeg har om at mænd og kvinder er skabt lige, aldrig nogensinde få foretaget en mødoms-operation. At være sammen med en man elsker er at vise sin kærlighed på en anden måde, og ikke noget man burde skamme sig over, og bruge flere tusinde kroner på at 'gøre godt' igen. At nogle familier kræver en erklæring på om pigen er jomfru eller ej, det er jo så sørgeligt for hele menneskeheden, vi er ikke varer der skal tjekkes om vi er defekte eller ej. Vi er stadig hele mennesker, om vi er jomfruer eller ej. Det handler ikke om at være jomfru og et godt og pænt menneske, og om ikke at være jomfru og være et dårligt menneske, det handler om en kvindes ret til at vælge hvad hun selv tror på. I mellemøsten bliver kvinder stenet ihjel for ikke at være jomfruer, og i Danmark vælger vi minoriteter at fryse vores piger ude og dræbe dem langsomt indeni. Jeg ved ikke om jeg nogensinde tilgiver mit folk, for den smerte de har forvoldt mig, for selvom jeg prøver at virke ligeglad, så gør det ondt, for jeg gør ikke noget forkert, selvom de vil have mig til at tro det. Og jeg er sikker på jeg havde haft et nemmere liv, hvis jeg havde en tissemand. Det er ikke fair at jeg er tvunget til at tænke sådan. Jeg er stolt over at være en kvinde, men hvis jeg var udstyret med et andet kønsorgan, så havde du slet ikke fået det her brev fra mig, Kristina. Det er de sørgelige realiteter i Danmark - æresdrab er mere anset end en kvinde der ikke er jomfru. Jeg græder.
Jeg aner ikke hvad der skal ske fremover, og jeg er så bange for at miste min familie. Fremtiden er så langt væk og så sløret..
Tak fordi du lyttede og held og lykke fremover, med dit arbejde og dit liv. Du skal vide du gør en forskel, og du får mig til at tro på at mennesker som dig ikke er uddøde og at gud måske ikke har forladt os helt.
De kærligste hilsner herfra
