Brevkassen: Debat
Lagt ud den 7. oktober 2009 efter samtykkeDet er jo ligesom, når man brændemærker køer
Hej Kristina og alle andre som nu skulle læse det her.Nu har der jo så længe været fokus på en piges mødom, især hos os med anden etnisk/muslimsk baggrund. Det virker som noget vi simpelthen ikke kan give slip, det er i hvert fald den svære del af kulturen at give slip på. Men selve snakken om mødommens nødvendighed fører til en snak om alt muligt andet, i hvert fald i for hold til piger. Og det er rigtigt svært at skulle leve med alle disse i baghovedet, ikke nok med det så der ingen at tale med det om. Selv veninder vil ikke rigtig forstå så meget, medmindre de oplever det samme, og det jo ikke det vi vil have at de skal, for at se det forkerte i hele den her situation. Jeg kan forstå at en masse piger der lever med det her i tankerne henvender sig her, fordi det er bare ikke noget man taler om til dagligt som et helt alment problem. Der ligger så meget psykisk bag det, netop fordi at det har pirret en i lang tid. Det sætter virkelig sit præg på ens tilværelse, det må man sige. Det har det i hvert fald gjort hos mig. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på alt det her forvirrende noget. Hvor forkert det egentlig er, andre gange kan jeg sidde i den største tvivl. Er det nu mig der forkert på den? Og det nok fordi at jeg føler mig presset, presset af mine forældre, presset af familien og presset af alle de forventninger der stilles til mig, selvom jeg ikke har valgt at ville leve op til noget af det, men det kan man nærmest ikke kravle udenom. Det er rigtig forkert, forkert af mine forældre, forkert af alle dem som går ind og gør sådan noget.
For gælder det egentlig ikke om at man skal være lykkelig, ja men hvordan sku det kunne lade sig gøre når man lever på den ene måde hjemme og på den anden måde ude. Er man for dansk, stempler ens familie dig og prøver at få dig på rette veje ved at forbyde dig ting. Begrænse din frihed, og hvad nytter det? I bund og grund har de vel ment det godt, fordi de vil mig det bedste, altså det som DE mener er det bedste for mig. Og jeg er slet ikke enig i hvad de mener, og det er der jeg taler om mødom og de såkaldte jomfrucertifikater. Det gavner mig ikke at de mener at jeg er noget som skal tjekkes og kontrolleres før at det kan bestemmes om jeg er "god nok", jeg er jo ikke et stykke legetøj. Det har præget hele mit liv som pige at mine forældre har den her opfattelse. Der har altid været visse ting jeg ikke måtte, fordi at jeg er en pige og der skam stadig en helt masse ting jeg ik må stadig på baggrund af at jeg er en pige, derfor har der altid været mistillid til mig. Der har altid været mistanke til et eller andet, selv hvis der ikke var noget at mistænke, og det var jo fordi at jeg var en pige. Det har jeg levet med siden fra begyndelsen selvfølgelig er det blevet værre jo ældre jeg blev, for jeg kom jo tættere på at blive en kvinde. En masse forhør alt fra hvem har du været med, til burde din menstruation ikke være kommet nu. En masse skænderier om ingenting.
Også at når jeg skal giftes skal igennem en gynækologisk undersøgelse, er helt og aldeles ondt og slet ikke noget jeg vil stå inde for og nogensinde udsætte nogen for. Ja jeg er altså ikke jomfru, og det noget jeg må tænke over og ikke dem. Ønsker min mand ikke et certifikat på min mødom, burde mine forældre heller ikke.. For det første burde manden slet ikke blande sig og kræve det her, men at ens forældre skal udsætte dig for det her, det er jo bare absurd. Ikke nok med at man bare har skyldfølelse i kraft af at være pige så skal de også lade det styre alt. Ens sexliv og valg er altså op til en selv, jeg forstår ikke at de skal vide det, eller har brug for at få det bekræftet, for i bund og grund så det gud jeg skulle være bange for og ikke dem, hvis jeg endelig skulle bekymre mig om dette.. Jeg ville aldrig lave en mødomsoperation pga religionen, jeg har overvejet alene på baggrund af mine forældre og deres skære tanker..
Nu det ikke fordi at mine forældre simpelthen bare er de værste, de har givet mig alt jeg har peget på og jeg er rigtig taknemmelig, men psykisk har de ikke givet mig andet end problemer. De ønsker at jeg skal have en uddannelse og det er også det jeg har tænkt mig og er i gang med, men fordi at jeg klarer mig godt i skolen betyder det ikke at de vil værdsætte mig, nej jeg skal være en familiens pige; der lever uden at bringe skam over familien. Men hvorfor skulle de skamme sig på mine vegne, det må de da lade mig om. Men jeg føler ikke at der noget at skamme sig over.
Jeg er sammen med en jeg elsker, og vil være det så længe vi nu kan og hvis vi kan så vil jeg da rigtig godt giftes med ham en dag.. Men min familie har endda begrænset mit valg omkring hvem jeg må giftes med, ja han skal jo være fra samme land.. om han så er muslim eller ej.. Det gør bar det hele værre, for de mener også at det er en skam at gifte sig med en der ikke er fra samme land.. Jeg ved slet ikke hvor de vil hen med alt det her. Nogengange tænker jeg at det er fordi at de ikke ved så meget, men det er jo ikke derfor.. De har selv levet i danmark rigtig længe og burde da vide noget om at det her er altså ikke helt godt. Hvordan skal man få dem til a vide sådn noget? De vil jo nærmest ikke diskutere noget, det er altså som de siger!!!! AT jeg skal gå at bekymre mig fordi at jeg er lykkelig over at være sammen med den jeg nu er sammen med er helt forkert, at jeg skal bekymre mig om at jeg har været sammen med ham seksuelt efter to år er da også forkert, at jeg skal bekymre mig om at mine forældre ikke vil acceptere noget af det jeg står for er endnu forkert. De ku i det mindste lytte, når den tid nu en gang kommer. Men det ved jeg de ikke vil gøre.
SÅ jeg håber i hvert fald, at jeg kan komme så godt ud af tingene så muligt, og så vil jeg aldrig videreføre den her tradition. Jeg vil lade det være op til min datter. Jeg kan forstå at de ikke vil have jeg teer mig som en der er lidt for løs på tråden og bare er sammen med en ny hver aften. Men det er jo slet ikke det jeg går ind for, jeg ville da ikke have at min datter på en alder af 20 havde været sammen med 30 forskellige mænd, men jeg vil give hende den frihed til at vælge hvad hun vil. Det gælder også hvis jeg fik en dreng, jeg har levet med forskelsbehandling på piger af drenge hele tiden. Så jeg får helt spat ved tanken om det... Min bror er da ikke bedre end mig, kun fordi at han er en dreng.. Det da virkelig et tyndt grundlag at bygge sit argument på. Men sådan er det jo.
Jeg håber bare på at det ikke vil blive ved, at en masse piger ikke skal blive udsat for den her undersøgelse. Det er jo ligesom når man afmærker køer med brændemærker, de er bare ignenting, og de skal altså have et mærke der indikere hvad de er værd .. Det de bare ikke indser er at de også mærker dem for livet.. Sådan har jeg det i hvert fald.. Min lykke er ikke noget værd, til gengæld er min sølle mødom alt værd! Den er jo værd at dræbe for.
