Brevkassen: Rådgivning
Lagt ud den 28. november 2009 efter samtykkeMit liv, min historie
På opfordring er indlægget 'My story, my life' nu oversat til dansk. Det originale indlæg kan læses på den engelske del af sitet.Kære Kristina
Jeg er vokset op i en muslimsk familie, og jeg er sikker på, at du ved, hvordan det er. Du kender alle reglerne.
Jeg har altid været meget moden og meget disciplineret. Jeg har altid holdt mig langt væk fra drenge, fordi jeg vidste, det er vigtigt for min families ære. Jeg forestillede mig, at sex var noget jeg skulle gøre, når jeg blev gift med min kommende mand.
Men, det gik ikke som forventet. Mens jeg uddannede mig, blev jeg venner med en fyr. Jeg ved ikke, hvornår jeg blev forelsket. Men jeg vidste, at jeg elskede ham i det øjeblik, det gik op for mig, at jeg ikke kunne forestille mig et liv uden ham. Vi tænkte på samme måde, og vi havde så meget tilfælles.
Jeg var bange for, hvordan mine forældre ville reagere. Selv om han var muslim, så var han ikke fra samme land som min familie. Min familie er meget beskyttende og har meget store forventninger til mig. Kristina, du er selv gift, så du ved hvordan det er.
Vi var meget forelskede, så vi begyndte at kysse osv. Han havde sin egen lejlighed, og fordi vi var bange for at blive afsløret af nogen, som så os på gaden, mødtes vi som regel i hans lejlighed. Vi snakkede, så film, og når vi sad sammen, følte jeg mig som den lykkeligste i hele verden. Han ville gerne mere end at kysse, men jeg fastholdt, at jeg gerne ville vente til efter ægteskab.
Jeg ved ikke helt hvordan det skete. Det gik faktisk først op for mig, mens det skete. At vi havde sex sammen. Jeg var virkelig bange bagefter. Jeg græd. Men ikke kun, fordi jeg var bange. Jeg var også lykkelig. Jeg var lykkelig sammen med ham. Og jeg var ikke længere jomfru.
Efter vi havde været sammen, blødte jeg lidt i 2-3 dage.
Han elskede mig, som om jeg var hans kone. Og jeg betragtede ham som min mand. Vi elskede hinanden. Og det var som en drøm. Vi planlagde vores fremtid sammen. Han var ikke i en god position, når det handlede om at bede mine forældre om min hånd. Han havde brug for at spare penge op i et års tid, og imens kunne jeg færdiggøre min universitetsuddannelse.
Så jeg var seksuelt aktiv i et år. Måske tænker du: hvad er hun for en pige? Jeg må indrømme, at hvis jeg ikke havde oplevet det, jeg gjorde, så ville jeg selv have fordømt sex før ægteskabet, uanset hvad der så var sket. Men nu er jeg en anden. Jeg har lært ikke at dømme andre, fordi alles erfaringer er unikke og forskellige.
De bedste dage i mit liv var sammen med ham. Han var alt for mig. Jeg vidste, at jeg havde overskredet en grænse ved at have sex før ægteskabet, men det var ligesom gjort. Og det var umuligt at gøre om. Og jeg vidste jo, vi skulle giftes.
Hele mit liv har jeg været den gode pæne pige, som altid har gjort alt for andre og for min familie. Derfor besluttede jeg, at det nu var min tur til at leve.
Vi snakkede sammen hver dag og skrev sms'er til hinanden.
En dag hørte jeg ikke noget fra ham. Det undrede mig, for han plejede altid at skrive til mig, når han tog af sted fra arbejde, og igen, når han var hjemme i lejligheden. Jeg plejede nemlig at være nervøs, fordi han altid kørte hurtigt i bil, og for at være sikker på, at han ikke sendte mig sms'er, mens han kørte, havde vi en aftale om, at han skulle skrive til mig, inden han satte sig ind i bilen for at køre hjem.
Klokken var 18, og jeg havde stadig ikke hørt fra ham. På det tidspunkt skulle han have været hjemme. Jeg havde haft en underlig rastløs fornemmelse tidligere på dagen, men jeg tænkte, at det måtte være, fordi jeg savnede ham. Jeg skrev til ham, men fik ikke noget svar. Jeg ringede til ham, men opkaldet gik ikke igennem. Jeg gik rastløst frem og tilbage på mit værelse. Jeg var nervøs, men også vred, fordi ham gjorde mig så urolig.
Da klokken var 21, havde jeg stadig ikke hørt en lyd fra ham. Jeg havde så mange tanker. Måske var hans mobilbatteri dødt. Måske havde han fået uventede gæster. Jeg var sur, fordi han plejede at ringe fra sit arbejde og give mig besked, hvis han havde glemt sin mobil, eller hvis hans batteri var dødt.
Klokken 22 ringede hans ven, som jeg kendte godt. Vennen plejede at kalde mig for 'svigerinde'. Han sagde, 'søster, der er sket en ulykke'.
Mit hjerte begyndte at banke, og jeg var panikslagen. Jeg spurgte, 'hvad er der sket? Er han kommet til skade? Er det alvorligt?'
Jeg stillede en masse spørgsmål. Men hans ven var bare stille. Jeg spurgte igen, 'hvor er du? Hvor er han? Er I sammen?'
Han svarede, 'jeg er på hospitalet'.
Jeg kunne høre, hans stemme var hæs, og jeg spurgte igen, 'er han kommet til skade?'
Hans ven svarede, 'han har forladt os. Han er ikke mere'
I det sekund faldt min verden sammen. Jeg tabte telefonen, og mine øjne var fyldt med tårer. Jeg kunne ikke stå oprejst. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg faldt om på gulvet.
Jeg var svimmel, selv om jeg lå ned. Jeg havde ingen kræfter. Jeg kunne ikke tale. Min stemme var væk.
Min mobil ringede, men jeg kunne ikke bevæge mig, kunne ikke tage den. Efter et stykke tid fik jeg fat i telefonen. Min hånd rystede.
Det var hans ven igen. Han spurgte om jeg var ok. Men jeg kunne ikke tale. Jeg kunne kun græde. Hans ven græd sammen med mig. Han var bange for at jeg ville gøre skade på mig selv.
I dag er det næsten tre år siden det skete. Jeg har grædt og grædt. Jeg har haft svært ved at sove. Det er som om jeg ikke kan stoppe med at græde. Han plejede at sige at mine øjne var som havet. Han fik ret.
Når jeg stod op hver morgen, var mine øjne hævede, og jeg måtte lyve for min mor og sige, at det var fordi jeg havde hovedpine. Jeg måtte gå med min sorg alene .
Nu, mens jeg skriver til dig, græder jeg.
Jeg havde nøglen til hans lejlighed. Da han levede, plejede jeg nogle gange at tage over i lejligheden, før han kom hjem, og overraske ham - for eksempel med en kage eller mad.
Efter hans død tog jeg ofte over i lejligheden for at sidde og græde. Men efter en måned blev lejligheden lejet ud til et par. Det gjorde virkelig ondt at se et andet par i 'vores' lejlighed. Jeg var alene.
Ingen fra min familie har nogensinde fået noget at vide. Jeg skulle op til min afsluttende eksamen samme måned, som han døde.
Og min familie troede, at min tilstand skyldtes, at jeg læste hårdt og var træt. Men i virkeligheden græd jeg og spurgte, 'Gud, hvorfor mig? hvorfor er det her sket for mig? Jeg har aldrig skadet et andet menneske. Hvorfor lige mig?'
Det endte med, at jeg dumpede. Jeg var slet ikke i stand til at studere. Jeg var stadig meget påvirket af hans død.
Jeg blev mere og mere deprimeret. Jeg ændrede mig fra at være en smilende glad pige til at blive en meget stille person, som næsten aldrig sagde noget. Jeg foretrak at være væk hjemmefra, på steder uden andre mennesker.
Som tiden gik, følte jeg, at jeg mistede mig selv. Og jeg savnede at være glad.
I dag, tre år efter, gør det stadig ondt, når jeg tænker på ham. Desværre havde jeg ikke mod til at tage mit eget liv. Jeg sad bare og stirrede på kniven...
Efter et stykke tid begyndte jeg at smile for at skjule min sorg. Jeg bryder mig ikke om, at andre kan se, at jeg lider. Jeg følte at livet var meningsløst. Og jeg begyndte at leve for min familie, som oplevede et stort tab: min bror døde.
Der skete det, at efter mine forældre mistede deres søn, så blev alle håb og forventninger lagt over på mig. Så jeg måtte være stærk for mine forældres skyld. Jeg følte mig ansvarlig over for dem.
Over en periode på to år fik jeg en masse ægteskabstilbud. Men jeg afviste dem alle sammen. Lige da jeg var færdig med mit studie, havde min far faktisk haft en snak med min mor. Han spurgte, hvordan de skulle forholde sig, hvis de fik en godt ægteskabstilbud til mig. Min mor sagde, at hun syntes jeg skulle have lov til at læse videre. Og så sagde hun til mig, at jeg skulle være en god pige. For hvis der skete noget, så ville hun, min mor, få skylden. Disse ord gjorde et stort indtryk på mig, og jeg forstod præcis, hvad hun mente.
Selv om vi i dag lever i et veludviklet samfund, er veluddannede, videnskab og teknologi er højt specialiseret og har betydet udvikling og forandring. Selv om vi lever i en tid, hvor man taler om 'kvinders frigørelse', lighed mellem mænd og kvinder, kvinders frihed osv. ..MEN ER VI OVERHOVEDET FRI? VIL VI NOGENSINDE BLIVE FRIE? ELLER ER VI EN BYRDE FOR VORES FAMILIER?
Piger må indordne sig traditionerne, og der er ingen vej uden om...Selv om min familie er rimelig traditionel, er de også ret moderate og liberale - forstået på den måde, at jeg selv fik lov til at vælge, hvilken vej jeg ville gå i forhold til uddannelse og karriere.
Det er en tradition, at pigen skal giftes og flytte til mandens hus. Der er et bryllupsritual, hvor pigens forældre giver pigen væk til mandens forældre. Så er hun mandens ansvar og hører under mandens familie....en pige kan ikke slippe væk....det gik op for mig, at jeg er fri.....men stadig i lænker...
Ja, det er sådan det er. Kvinder er frie - og alligevel i lænker.
Som årene er gået, er jeg blevet en byrde for min egen familie. Det skyldes min alder, og at jeg for længst er i den giftefærdige alder
Selv om man nok vil sige, at en pige ikke er en byrde for sine forældre, så er realiteten, at omgivelserne presser forældrene til at handle på en måde, som stiller omgivelserne tilfreds.
Jeg var nu over 25 år, og presset blev stærkere. Og min mors helbred blev dårligere.
Efter i to år at have afvist alle ægteskabstilbud, var jeg nødt til at finde en løsning på min mors tårer og bønner.
Da der kom et "godt tilbud" fra vores egen slægt, var alle glade. Ifølge dem kunne jeg ikke finde nogen, der var bedre end ham.
Jeg forstår godt mine forældre. Hvis jeg var dem, ville jeg også være bekymret for min datter og hendes fremtid.
Familiens ære ligger i mine hænder. Hvad kan jeg gøre? Jeg sagde ikke noget, men tænkte stille og med stor angst, 'jeg er ikke længere jomfru'. Det er stadig vigtigt at bløde på bryllupsnatten i vores samfund, blandt muslimer eller i andre konservative samfund.
Så hvad skulle jeg gøre? Min kommende ægtemand er sød. I familien er jeg kendt som den ideelle pige. Den gode pige. Han tvivler ikke på mig. Så ingen kan forestille sig, hvad der er sket for mig.
Hvad ville du gøre, hvis du var mig? Det er et dilemma.
Nogle gange, tænker jeg ikke på 'ham', når jeg tilbringer tid med min kommende mand. Jeg sammenligner dem ikke, fordi de er forskellige og unikke individer.
Men jeg lever i angst. Hvad vil der ske?
Min kommende ægtemand er veluddannet. Når han taler, er han godt inde i tingene. Han læser på nettet og diskuterer ofte emner med sin omgangskreds.
Kære Kristina, jeg er så lost! Jeg kan ikke tale med nogen. Jeg har levet med min hemmelighed i tre år nu, og du er den første person, jeg har fortalt dette.
Det er så svært for mig.
Hvad skal jeg gøre? Min kommende ægtemand vil opdage det. Hvordan kan jeg skjule at jeg har haft sex? Du skriver noget om piller, men jeg har uregelmæssige menstruationer. Jeg er meget følsom, og mine menstruationer påvirker min cyklus. Derfor kan jeg ikke planlægge blødningen på bryllupsnatten.
Desværre har jeg heller ikke nogen penge. Jeg har læst om mødomsoperationen, men jeg ved ikke, hvor jeg skulle få det gjort. Fordi jeg har været seksuelt aktiv i et år, er jeg nok nødt til at få en operation så min skede bliver strammere. Men jeg har ikke råd til det lige nu.
Jeg har læst på nettet, at det ikke er alle kvinder, der bløder. Men jeg blødte første gang. Hvis vi nu siger, at der ikke er nogen blødning, så har jeg forstået det sådan, at manden alligevel kan mærke, at en pige er jomfru, selv om hun ikke bløder.
Kære Kristina, jeg har brug for dit råd. Jeg ved, du har talt med en masse kvinder. Hjælp mig. hvordan kan jeg skjule, at jeg ikke er jomfru?
Jeg har hørt, at nogle familier tager deres døtre til lægen for at få bekræftet pigens mødom. Eller at svigermødre selv undersøger pigen. Det findes, og jeg har svært ved at forstille mig, hvordan det må være.
Jeg skal heldigvis ikke igennem den slags. Det vil være min kommende mand, som skal bedømme det på bryllupsnatten. Jeg har fået at vide, at en pige bliver sendt tilbage til sin egen familie, hvis hun ikke er jomfru, og at disse familier og døtre mister deres ære.
Jeg er så stresset, hvad skal jeg gøre.
Har du nogen tips, som kan hjælpe mig med at skjule, at jeg har haft en anden mand i mit liv? Jeg vil hellere tage mit eget liv end at risikere, at min familie mister deres ære på grund af mig. Men jeg er bange for, at en obduktion vil afsløre, at jeg ikke længere er jomfru.
Nogle gange ønsker jeg, at min kommende mand er fuld på bryllupsnatten og ikke kan dyrke sex. Desværre drikker han ikke...
Hvis jeg putter noget rødt væske op i skeden, så vil det løbe ud, inden jeg når særlig langt.
Jeg ved ikke, hvordan jeg endte på dit site og fik lyst til at skrive til dig. Jeg føler mig så alene og skyldig. Skyldig over at være en pige.
Hvorfor er mit liv så kompliceret? Jeg ville ønske, at jeg kunne bestå jomfrutesten på bryllupsnatten og starte på en frisk for min families skyld. At jeg kunne komme videre med mit liv.
Kære Kristina, du er en kvinde og har den samme baggrund som jeg selv. Så du forstår, hvad jeg gennemlever. Jeg forstår, hvis du mener, jeg er en dårlig person. Folk som hører om en pige, som har haft sex før ægteskabet, vil tænke, at det er hendes egen skyld. Og vil ikke tænkte på den historie, der ligger bagved.
Jeg er skyldig, fordi jeg har haft et liv, og fordi jeg har elsket...
Hvornår lever piger for deres egen skyld? Før de bliver gift, lever de for deres forældre, efter brylluppet lever de for deres svigerfamilie, mand og børn..
Kære Kristina, jeg håber du vil skrive til mig, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er desperat.
Håber at høre fra dig.
Svar:
Kære,
Jeg er ked af de ting, du har gennemlevet og stadig gennemlever. Men det glæder mig at høre, at du har fuldført din uddannelse, og at du holder af din kommende ægtemand. Jeg håber og tror på, at tingene vil lysne for dig.
Men før du kan komme videre, er der spørgsmålet om, hvordan du skal forholde dig til bryllupsnatten, nu du ikke længere er jomfru. I den forbindelse er der nogle ting du skal vide:
1) De fleste kvinder bløder ikke, første gang de har sex
Det er kun omkring 20 %, som bløder første gang. Det er en udbredt myte, at en jomfru bløder første gang. Alle bør vide, at denne tradition ikke har noget som helst med realiteterne at gøre. Men hvis du står i en situation, hvor du ikke kan trænge igennem med dette budskab til din kommende mand/ svigerfamilie, så er der andre løsninger. 2) Din mand kan ikke bedømme, om du er jomfru eller ej, når I har sex
Alle kvinder er skabt forskelligt. Mødommen dækker ikke skedeindgangen, men er en slimhindering, som er elastisk. Skeden består blandt andet af muskler, og det betyder, at man ikke bliver slap, blot fordi man har sex.
Så husk, det er umuligt for en mand at bedømme, om en kvinde er jomfru eller ej. Uanset at mange mænd nok ville sige, at det har de helt styr på - det er ønsketænkning - og har ikke noget med realiteterne at gøre. Alle kvinder er skabt forskelligt. Det samme er alle mænd.
3) Du kan time din menstruation til bryllupsnatten
Desværre tager det noget tid, før alle ved, at det er helt normalt ikke at bløde første gang. For nogle kvinder, er situationen så presset, og de er så bange, at de ikke kan vente på, at det glade budskab er trængt ind i de konservative og traditionsbundne miljøer.
P-piller er en måde, hvorpå disse kvinder kan få hjælp.
P-piller kan gøre din menstruation regelmæssig. Du skal tale med din egen læge. Lægen har tavshedspligt. Når du er over 18 år, bliver det du taler med lægen om mellem dig og lægen. Din familie kan ikke få adgang til din journal eller andre personlige oplysninger.
Hvis du ikke ønsker at bruge din egen læge, kan du søge hjælp på en præventionsklinik, hvor du kan henvende sig anonymt og gratis.
Sidst men ikke mindst: En mødomsoperation er ingen garanti for blod. Du få nogle sting i skeden, og det koster dyrt - mellem 6.000 kr. og 12.000 kr. Der er desuden ingen garanti for at stingene holder til bryllupsnatten.
Jeg håber, du finder en løsning på din situation. Du skal ikke have det dårligt over, at du har haft en fortid og et liv før ægteskabet. Det er din krop! Du er altid velkommen til at skrive igen.
Kærligst
Kristina
