Brevkassen: Rådgivning
Lagt ud den 28. december 2009 efter samtykkeJeg er forelsket i en dansk dreng
Hej Kristina!Jeg har endeligt været så heldig, at finde en som dig jeg kunne tænke mig at fortælle min forfærdelige historie til!
Lad mig starte med, at jeg er en pige på 19 år. Jeg er muslim og er fra xxxx (kendt af red). Jeg har forelsket mig i en utrolig fantastisk dreng! Jeg har haft noget med den her dreng i 10 måneder. Jeg føler mig så forelsket og det hele. Men som du nok kan se, så er det forbudt for en muslimsk pige, at gifte sig med en kristen dreng! Jeg har snakket sådan lidt med mine forældre om, hvad nu hvis jeg blev forelsket i en dreng som ikke var muslim, men så blev muslim. Vil i så accepterer det osv. OG jeg har sørme fået et klart NEJ! og det mener jeg. De fortalte mig, at det kunne jeg bare godt få ud af hovedet!!! - men jeg elsker ham! jeg fortalte dem, at jeg var forelsket i en dansker osv. og det skulle jeg aldrig havde gjort, for de sagde at jeg skulle stoppe alt kontakten med dem, og hvis de fandt ud af vi havde noget ville jeg være så meget færdig.
Det går igen med ære osv. Jeg hader det! Jeg tænker virkelig nogle gange, ja, fuck æren! det er mit liv!
Vi har snakket en del om, hvad vi nu skulle gøre osv. Vi kommer ikke sammen, men vi har noget. Jeg er bange for, at ja folk siger vi er kæreste og det kommer til mine forældre! Du ved det spreder sig så hurtigt. Så kom vi frem til, at vi skulle fortælle ALLE vi ikke havde noget!
Men det havde vi nu alligevel! Og så bare holde lav profil! Vi elsker hinanden alt alt for meget, og vi har før prøvet at gå fra hinanden, men det har gået så skidt!
Jeg har virkelig bare grædt så meget, og foran ham hvor jeg ikke kunne holde mine tårer tilbage i 2 sekunder, det
lyder vildt men det er virkeligt!
Jeg har så valgt, at ikke gå fra ham og han har selv sagt, at han vil kæmpe for det her!
Jeg har endda selv sagt til ham, at han fortjener bedre, en kæreste der kan tage med ham hjem og en han gå hånd i hånd med osv.
Men han siger selv, at han ikke kan finde bedre end mig! For der findes ikke nogen han hellere vil have! Det varmer jo vildt meget! Så har vi så snakket om, hvis nu vi kunne gøre noget efter jeg var færdig med studierne og han også var.
Så, ja, har snakket lidt om, at vi kunne forlove os, og ja prøve få det til at lykkedes med mine forældre!
Så har jeg så spurgt lidt om, hvad hans forældre vil sige! Han siger selv, at hans forældre nok ikke ville sige nej. Jeg har mødt hans forældre og de er utrolig søde ved mig. De har inviteret mig til at spise aftensmad men har så aldrig kunnet ;s! Hans forældre ville ikke sige nej, hvis han konverterede til Islam. Og nu skal det ikke lyde som om, han vil nu! nej det vil han slet ikke, for det kan han ikke, og det forstår jeg godt! Og det vil jeg heller ikke have han skal gøre bare sådan, vil self gerne have han forstår hvad det vil sige at være muslim osv. Jeg fortæller ham også ting, så han forstår og nu er det også sådan at der er forskel på muslim til muslim. Jeg bærer ikke tørreklæde og det gør min mor heller ikke. Men vi er stadigvæk troende. Jeg er ligeglad med at han ikke er xxxx (etnicitet kendt af red) som mig, for han behandler mig så godt!
Vi er hinandens første! altså vi har aldrig rigtigt været forelsket før i andre! Det føles så rigtigt, men alligevel forkert! fordi ens forældre er imod det. Jeg mener når jeg siger, at han vil gøre alt for mig! Hvis nogen tænker, "ej det siger alle drenge" osv. så vil jeg sige ham her han er noget helt specielt!
Han ved godt jeg skal være jomfru osv og det accepterer han også! Han siger så, "jeg glæder mig til den dag vi du er min, og vi ikke skal skjule det".
Jeg håber du kan se hvor svært det er for mig, for jeg vil aldrig svigte mine forældre, men de må lige åbne øjnene op for, han godt kan være en god dreng selvom han ikke er fra xxxx (land kendt af red) og at han vil konventer er jo rigtigt godt!
Så er han jo også muslim, men jeg tror at det de er bange for er æren og det at derfor det bliver svært for dem at sige, "ej jeg har lige givet min datter ud til en dansker", fordi de fleste forbinder dansker med nogen, der ikke tror på gud og knepper med alle mulige hver dag! han er jomfru og det hele! jeg græder ved tanken om at han ikke bliver min! Men jeg vil kæmpe indtil jeg får ham! For jeg tror på gud og tror på at det nok skal gå! Vi må kæmpe, men har stadigvæk brug for lidt hjælp!
Nej det er ikke teenager forelskelse! det kan jeg garanterer dig med hvis du tænker. Det her er så ægte som det kan blive! Det ville være så godt, hvis jeg fik svar fra dig! jeg virkelig brug for det! For jeg kan ikke sige det til andre, da folk tror vi ikke har noget mere! så du er den eneste, jeg kan få hjælp af!
Med venlig hilsen hende der ønsker at der ikke burde være noget problem med tværs ægteskab!!
Svar:
Først vil jeg sige, at dit indlæg minder meget om noget, jeg selv kender - nemlig et blandet ægteskab. Den første følelse, jeg fik, var træthed, fordi jeg tror, at I har en meget lang vej foran jer. Og så er jeg rigtig træt af mennesker, som deler verden op i 'de rigtige' og 'de forkerte'. Den slags mennesker, som deler verden op, findes blandt både indvandrere og indfødte danskere - det skal være den rigtige klan, religion, kaste, hudfarve og skostørrelse :-)
Efter træthed kommer optimisme, for heldigvis trumfer kærlighed både hudfarve, religion, forstokkede traditioner og normer. Derfor er det rigtigt at kæmpe for kærligheden. Men livet er jo ikke en Bollywood-film, og jeg må være ærlig over for jer: Jeg kender mange blandede par. Rigtig mange bliver skilt eller går fra hinanden, inden de når at blive gift, fordi det er for svært at mødes på midten. Det sker også meget ofte, at familien blander sig så meget, at det nærmest ender som en familiefejde, hvor det hele handler om, hvem der får mest ret, hvem der får gennemtrumfet flest traditioner og konverteringer. Jeg mener personligt, at den største trussel mod et blandet forhold ikke er omgivelsernes fordomme, men familier, der mener, at de har ret til at ytre deres mening om alt.
Jeg mødte min mand, da jeg var 19 år. Det var han også. Vi havde problemer med familien, da vi mødte hinanden. Og det tog faktisk mange år, før det faldt på plads. Der er en pris. Det kan betyde, at man i perioder må distancere sig fra sin egen familie eller mandens familie. Det vigtigste er, at man holder sammen og ikke henfalder til at forsvare hver sin familie.
Men man har brug for støtte. For at tale med nogen, som forstår hvad der sker.
Jeg kan ikke give jer den gyldne løsning. For det er en proces, der tager lang tid. Jeg tror på, at man med tålmodighed og diplomati kan nå meget langt med forældrene. De skal have chancen for at se, at man mener det alvorligt. Og tid til at lære drengen og hans familie at kende. Jeg håber at din familie en dag vil kunne se tilbage på det her og grinende sige: 'kan du huske dengang vi var imod, I blev gift. Hvor var vi dog latterligt dumme og racistiske at dømme andre, bare fordi de har en anden religion og hudfarve. Det er jo en dejlig mand, som gør vores datter glad'.
Som sagt, jeg kan ikke give den gyldne løsning, men jeg vil gerne tilbyde at være bag jer hele vejen. Det vil sige, at I kan skrive til mig, når som helst I har brug for det. Det kan være rart at have nogen at tale med, at vende tingene med. En, som selv har stået i en lignende situation. Lad mig høre, hvad du tænker?
Kærligst
Kristina
Spørgsmål:
Mange tak for dit svar! jeg har glædet mig så meget til at høre fra dig, at du tror det er løgn!
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg græd faktisk med det samme da jeg læste beskeden.
Jeg hader den tanke om, ligesom du siger, at man bliver delt op i to! altså han kan være bedre end xxxx (kendt af red) der er muslim! jeg hader folk der tror den 'race' de selv kommer fra er den bedste og den eneste! altså jeg ved ikke hvad jeg skal sige! jeg er så meget ked af det, at det kan ses! jeg er altid været den glade pige, men efter den snak med mine forældre hvor det lyder til at jeg ikke har nogen chance for at ha noget med en der ikke er muslim og kommer fra xxxx (land kendt af redaktion), så er jeg både faldet i karakter og humør. Jeg tror sagtens vi kunne klarer det! vi klaret det så flot indtil nu, men spørgsmålet er bare, hvordan jeg kan få mine forældre til at accepterer det! fordi hans forældre vil ikke forbyde ham! og han vil gøre alt for mig, endda konventer til islam! altså det er jo noget VILDT stort. det burde mine forældre kunne se, men tror også de er bange for han vender tilbage til kristendommen og forlader mig! &' det med at blandede ægteskab aldrig holder, det er jo det de tror!
jeg er så meget såret, at ikke et ord kan beskrive mit sår. Jeg ved, det her er rigtigt! for jeg har prøvet og gå fra ham, men det kan jeg ikke! ;s lader et lys stå tændt, men for hver gang jeg snakker med mine forældre om det, er det som om de puster det ud!:(
Svar:
Skal vi ikke aftale at du kan skrive når som helst du vil. Så vil jeg hjælpe så godt jeg kan. Hvad angår dine forældre, så giv dem lidt tid til at fordøje.
Kristina
Spørgsmål:
Det er en aftale!
