Brevkassen: Debat
Lagt ud den 12. februar 2010 efter samtykkeJomfru igen og igen...
Kære læser!For nylig mødtes jeg med en kvinde på en cafe. Vi satte os i et hjørne, og hun fortalte mig sin historie over mange kopper kaffe. Hun vil gerne dele sine erfaringer med andre unge. Så vi båndede beretningen, og nedenfor kan du læse den. Hvis du har kommentarer eller spørgsmål til kvinden, så send dem til kristina@nymoedom.dk, så skal jeg bringe det videre.
God læselyst
De bedste hilsner
Kristina
Jomfru igen og igen
Jeg vil gerne fortælle min historie. I min familie er det en selvfølge, at en pige er jomfru, til hun bliver gift. Sådan er det bare. Det er ikke noget, der bliver sagt. Man ved det bare. Som når man er med til et bryllup. Sådan er det nu engang. Der er ligesom to ting, som er eviggyldige sandheder: du må ikke spise svinekød, og du skal passe på din mødom. Det med, at man ikke må drikke alkohol, er selvfølgelig også en selvfølge. Men der bliver jo aldrig serveret noget alkohol, så det er rimelig klart.
Jeg har fire søskende. Tre søstre og en bror. Jeg er den yngste. Alle de andre er gift. Jeg har faktisk meget frihed i min familie. Jeg har altid fået lov til at besøge veninder, gå ud om aftenen og den slags. Jeg ved, at jeg er meget heldig. Mange får ikke den frihed, som jeg har. Jeg var over tyve år, da jeg fik min første kæreste. Jeg var ret glad for ham på det tidspunkt, og han ville gerne giftes med mig. Han var min fætters ven, og min familie kendte ham godt. Men min familie ville ikke have, at vi blev gift.
De sagde, at han ikke var en god mand for mig. Alligevel var vi sammen i flere år. Uden familien vidste det selvfølgelig. Han spurgte flere gange min familie, om han kunne blive gift med mig, men svaret var det samme: nej, nej, nej. Det gik bare ned ad bakke derfra. For han blev frustreret og bitter. Det ødelagde vores forhold, og han viste også nogle sider af sin personlighed, som ikke var så gode. Så på en måde havde min fætter og familie jo ret. I dag er jeg glad for, at jeg ikke blev gift med ham. Han var meget jaloux.
På et tidspunkt var der en periode, hvor vi holdt pause, fordi det var hårdt for vores forhold, at vi ikke måtte få hinanden. Og i den periode valgte jeg at få en mødomsoperation, fordi jeg troede at det var slut og jeg skulle starte på en frisk. Jeg havde hørt om operationen gennem en ældre veninde. Hendes veninde havde også fået det lavet. Det var bare noget, der skulle overstås. Jeg skulle bare være ren igen. Jeg kom ind i venteværelset og jeg havde en veninde med. Vi sad og ventede. Så kom jeg ind, og lægen forklarede, hvordan operationen foregik. Hvordan hun skar og syede det sammen. Hun fortalte slet ikke noget om mødommen. Om hvad det er og sådan noget. Jeg gad næsten heller ikke sætte mig ind i det. Det skulle bare fixes. Så lagde jeg mig ned, og jeg fik en bedøvelse. Og så begyndte hun at sy. Det var ret hurtigt overstået. Bagefter havde jeg det sådan, at nu er jeg ren igen.
Nå, men så fandt jeg jo sammen med kæresten igen, og vi var sammen. Da vi var sammen blødte jeg ikke. Men det var jo også lige meget, for vi havde jo været sammen før, og første gang vi var sammen, havde jeg faktisk blødt. Desværre gik vi fra hinanden igen, og jeg fik en ny mødomsoperation. Jeg kom tilbage til den sammen læge, og hun kommenterede det ved at sige, at hun kun kunne sy den én gang mere. Det er vist ikke for smart at lave mere en tre mødomsoperationer. Jeg bildte lægen ind, at det var fordi jeg skulle giftes. Anden gang vidste jeg jo alt om, hvad det gik ud på.
Anden gang, jeg fik en ny mødom, tog det længere tid, for hun syede mere. Det tog 23 minutter. Jeg kiggede på uret. Bagefter gjorde det ondt. Stingene trak og strammede. Det var svært at sætte sig ned. Jeg havde desuden mødt en ny kæreste, som jeg var meget glad for. Der gjorde det faktisk ondt, da vi var sammen efter den anden operation. Det gjorde sgu ondt. Men jeg blødte ikke. Men han satte aldrig spørgsmålstegn ved det. Indtil en dag, hvor han spurgte mig. Og så sagde jeg sandheden: nej, jeg var ikke jomfru. Men han tog det pænt.
Jeg har også været gravid tre gange. Jeg har fået tre aborter. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte. Jeg var ikke bange for at blive gravid. Men jeg var meget bange for, at det blev opdaget. Det skulle bare ud og af vejen. Jeg kan huske, da jeg tog op til min læge. Min største frygt var så, at der ville blive sendt et brev hjem til mig. Jeg bor jo sammen med mine forældre. Jeg var så bange for, at der pludselig ville komme et brev ind af brevsprækken. Eller at de ville ringe mig op. Min første kæreste ville gerne have, at vi beholdt barnet. Men det var jo udelukket, når familien ikke ville have, at vi blev gift.
Jeg bor stadig hjemme. Det har jeg det faktisk godt med. Når jeg skulle være sammen med min kæreste eller i byen, sagde jeg, at jeg var hos en veninde. Jeg er i virkeligheden nok lidt forsømt i familien. Mine forældre har ikke rigtig overskud. Der er ingen, der har givet mig gode råd om, hvordan jeg kunne gøre tingene. Der var ingen, der tog ansvar for mig, da jeg var yngre. Nu kan jeg heldigvis tage ansvaret for mig selv. Min far var meget syg. Hvis jeg engang får en datter, og hun kommer hjem en dag og ikke mere er jomfru, før hun bliver gift, så ville jeg selv blive ked af det. Det ville være ok, hvis hun fik en kæreste på et tidspunkt. Bare hun ikke skiftede ham ud i tide og utide. Mest på grund af alt det, jeg selv har været igennem.
Mine søstre ved det godt. De siger ikke rigtig noget til det. Blev nok lidt sure, sådan storesøsteragtige. Men jeg kunne aldrig finde på at fortælle det til min bror. Hvis han vidste det, ville jeg ikke sidde her i dag. Han ville nok ikke slå mig ihjel...men...jeg ved ikke. Jeg ville være rigtig ked af det, hvis han vidste det. Det er fordi, han er en mand. Deres ære er anderledes end en kvindes. Man hører for eksempel aldrig om en kvinde, der myrder en anden kvinde. Det er altid en bror, der myrder sin søster. Mænd er mere stolte. Når deres ære er krænket, betyder det, at de ikke ville kunne kigge andre i øjnene. At de ikke ville kunne sidde nede på cafeen, uden at de andre tænkte dårligt om dem, fordi de ikke har styr på det derhjemme.
Det er heldigvis sjældent det sker. At en pige bliver opdaget i det, hun laver. Min søsters venindes kusine kom hjem en dag og havde meget ondt i maven. Og familien troede, at det var hendes blindtarm der var ved at sprænges. Så kom hun ind til lægen. Og han sagde, at hun var gravid. Og hun var ved at føde. Hun har altid været stor og buttet. Men jeg kan ikke huske, om faren var hendes forlovede eller kæreste. Men det endte da med, at de blev gift. Og der blev da holdt bryllup. Det er noget, som altid vil blive husket. Det er noget man taler om engang imellem.
Når jeg engang skal finde den eneste ene, så kunne jeg godt finde på at det var en dansker. Men på den anden side, når jeg tænker mig om, så tror jeg helst jeg må holde mig til en af mine egen. For så kan han forstå, at vi ikke kan holde i hånden på Strøget, og man er nødt til at holde meget lav profil, indtil man bliver gift. En muslim, han kan forstå det. Han ville vide, at man ikke kan sove ude. Han forstår, at han ikke kommer til at møde familien, før han er klar til at fri. Der er for meget forklaring, hvis det er en dansker. Det er vigtigt at have sproget fælles, musikken og alt det der. Det ville jo ikke være sjovt for en dansker at være hjemme hos os. For han ville ikke forstå to ud af tyve ord. Det er sådan noget, jeg tænker på. Hvis jeg en dag bliver meget forelsket, og han er dansker, så er det det. Men jeg tror helst jeg holder mig til mine egne.
I dag har jeg det sådan, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, når jeg skal giftes. Jeg kunne godt finde på at være ærlig. Og sige det, som det er: jeg er ikke jomfru. Jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg er klogere. Ved mere. Om jeg kunne finde på at få en tredje operation: jeg ved det ikke. Måske...
