Brevkassen: Rådgivning

Lagt ud den 17. februar 2010 efter samtykke

Min mand er ikke open-minded

Hej, Jeg skriver fordi jeg er lige blevet forlovet og bliver gift om et par måneder. Problemet med dette er, at jeg havde en kæreste som jeg var sammen med i et år, og han pressede mig til Sex efter vi havde været sammen et par måneder, jeg var ung og vidste ikke bedre. jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, men ved at jeg har brug for at lave den operation som kan give mig den blødning. jeg går og tænker på at jeg ikke er jomfru længere hver dag og det har jeg gjort lige siden jeg slog op med min eks kæreste.

Kan du give mig noget hjælp, Evt. Operationen? self. for penge osv, men hvis du vil være så sød og forklare mig hvordan det foregår og hvor henne det forgår?

Min forlovede blev jeg dybt forelsket i og han kender ikke sandheden, fordi han er fra xxxx (land kendt af redaktionen), Hvilket jeg selv er. men han bor der stadig og det gør at hans forestillinger om en pige skal være at hun ikke har prøvet sex.

På forhånd tak fra en MEGET SPLITTET pige.

Svar:

Hej kære

Jeg vil meget gerne hjælp dig. Først nogle spørgsmål til dig, så jeg bedre kan hjælpe dig.

Bliver du gift ind i en meget traditionel familie? Hvordan er bryllupsritualet konkret: bliver der set efter blodplet, hvem gør det og hvornår? Har du god støtte i din familie? Er din forlovede uddannet, vant til at søge viden? Open-minded?

Du skal vide, at en operation ikke garanterer dig blod på bryllupsnatten. Jeg har for nylig talt med syv piger, som har fået operationen. Kun én blødte, første gang hun havde sex efter operationen. Lægerne, som udfører operationen vil fortælle dig det samme: de kan ikke garantere blod. Operationen koster mellem 6.000 og 12.000 kr. og bliver udført på privatklinikker.

Her kan du læse en piges beretning om operationen.

Du skal vide, at en mand ikke kan bedømme, om du har haft sex før, fordi alle kvinder er skabt forskelligt. Undersøgelser viser desuden, at langt de fleste kvinder ikke bløder første gang de har sex.

Skriv til mig, du er ikke alene her. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe

Kærligst,

Kristina

Spørgsmål:

Hej ..

Jeg bliver gift med en fra xxxx (land kendt af redaktionen), og hans teori er, at kvinder normalt bløder deres første gang. Og han forventer, at der bliver set efter blodplet, selvom det ikke er noget der normalt hører til i min familie hjemme i Danmark. men han insistere rigtig meget. min forlovede er ikke uddannet, og ikke vant til at søge om viden. han er heller ikke rigtig open-minded, fordi han er opvokset i et samfund hvor han altid har hørt at kvinder bløder første gang. hvilket er mit store problem. fordi jeg har haft det længe på min samvittighed om hvad jeg kan gøre. Alt fra p-piller til operationen. Og jeg læste det vil være smertefuldt, men det er bare noget jeg har brug for at gøre. vil endda samtidig med operationen tage piller for at se om det vil hjælpe. det er bare meget hårdt at være i den her situation lige nu. Fordi jeg elsker ham virkelig og jeg ønsker virkelig at blive gift med ham, men desværre har jeg begået en fejl før jeg mødte ham. jeg ofre alt for at være sammen med ham og er bevidst om at jeg må leve med det for resten af mit liv.

Har virkelig brug for hjælp.

Svar:

Hej kære

Jeg kan forstå at du virkelig føler dig presset...

Hvis du føler, det er den rigtige løsning for dig at lave en blødning, så vil jeg anbefale at du taler med en læge. Jeg kan henvise dig til en klinik hvor det er anonymt og gratis. Hvornår er det brylluppet skal være?

Der er ingen grund til at blive syet sammen... han kan ikke mærke forskel anyway. Og hvis det er blødningen, der er vigtig for ham, så vil operationen ikke betyde noget. Jeg har talt med piger, som er blevet opereret, og som ikke blødte. Og nogle oplevede, at manden ikke troede på at de var jomfruer, selvom de var syet sammen med over 10 sting. Du skal også tænke på, at hvis han ikke er open-minded på dette område, så er der sandsynligvis også andre områder, hvor han er konservativ. Det kan betyde udfordringer i ægteskabet. Du skal i alle tilfælde tænke dig godt om.

Du er velkommen til at skrive, hvis du har brug for det op til brylluppet.

Kærligst Kristina

Spørgsmål:

JA TAK, kan du ikke være så sød og henvise mig til en klinik.? Det vigtige er blødningen, da det er det han er meget overbevist om det.

Altså bryllupet er ikke fastsæt, men forventer at han kommer til Danmark om to tre måndeder, måsker mere hvis ikke alt går som det skal. men jeg elsker ham virkelig og det er derfor det er så hårdt. vi kommer fra to vidt forskellige kulturer og derfor kunne jeg ikke fortælle sandheden.

Svar:

Prøv denne: www.sexogsamfund.dk/Default.aspx?ID=1219. Du må meget gerne skrive, hvordan det går.

Mange tanker

Kristina

Forrige indlæg       Næste indlæg


Retur til oversigten