Brevkassen: Debat
Lagt ud den 16. april 2010Fra redaktionen: Mig og Abdul og mødommen
Hvad har jeg til fælles med Imam Abdul Wahid Petersen?Jo, vi drikker begge vores kaffe sort. Vi er begge forældre til fire unger. Sidst, men ikke mindst befinder vi os under samme tag på Nørrebro d. 7. april til en debat om underliv og blodige lagener.
Salen er fyldt til sidste stol. Over hundrede mennesker sidder side om side. Blegansigter, tørklæde-Tøser, Paki-Piger, mænd og kvinder, unge og ældre. Debatten er arrangeret af Foreningen Q-Freedom. Kodeordet er 'konstruktiv', og målet er at bryde myten om mødommen.
Vi har tidligere diskuteret emnet, Abdul og jeg, og vi er blevet ret uenige, når han siger, at han ikke kender til problemet. Jeg tror dog på ham, når han fortæller, at det ikke er mange faldne jomfruer, der vælger at banke på hans dør.
Det er klart. Han er en mand, han er imam, og pigerne er bange for at havne i helvede. Han efterlyser undersøgelser og tal. Det kan jeg godt forstå, for det gør jeg også. Men det findes ikke, og emnet er tabu. Det er en smule svært, for ikke at sige uetisk, at ringe alle op, der hedder noget med Aiche og Fatma for at spørge, om de står og mangler en mødom - eller om de gerne vil have en ny.
Men jeg har hver måned mellem 40 og 50 rådgivninger, og der er uden tvivl mange flere, som har brug for det. I den muslimske verden er mødomsindustrien kæmpestor. At kravet om blod på lagenet også er et problem i Danmark, er der ingen tvivl om blandt deltagerne i salen.
Og lur mig om ikke også Abdul kender til problemet, hvis han tænker sig rigtig godt om. Hver gang han rådgiver familier, som har problemer med dristige døtre eller konflikter om ære, er det mødommen, der ligger dernede under konflikten og lurer.
- Hvorfor angriber du muslimer ved at tale om det her? spørger en kvinde mig. Hun har stillet sig op midt i salen.
- Hvad taler du om? Jeg er vild med muslimer. Min elskede paki-mand er totalt muslim.
- Jamen, du giver islam et dårligt rygte, bliver kvinden ved.
Jeg har hørt den bemærkning tusind gange før, faktisk hver gang jeg debatterer i medierne. Mit svar er altid det samme:
- Det, der giver islam et dårligt rygte, er folks opførsel. Når de kontrollerer for blodpletter, er det en skik, som er ældre end islam. Og den skik skal stoppes. For langt de fleste kvinder bløder ikke første gang, de har sex.
Det håber jeg, at Abdul vil forklare folk. At det ikke står nogen steder i Koranen, at man må lure i andre folks underliv.
Debatten bølger frem og tilbage. En sygeplejerske rejser sig op og fortæller tydeligt berørt, at hun deltager ved mødomsoperationer af jomfruer. Ja, du hørte rigtigt. Piger, som aldrig har haft sex, vælger at få 6-10 sting i skeden, fordi de er bange for at dumpe på bryllupsnatten. Det er en tendens, man også ser i den muslimske verden.
I pausen får jeg flere spørgsmål fra unge piger, som ikke ønsker at tale offentligt. Kan mødommen gå i stykker, hvis man dyrker sport? Jeg må ikke cykle for min familie! Hvad skal jeg gøre, jeg har været i seng med min forlovede, men jeg er bange for, at hans familie opdager det? Hvad siger drengene?
Tiden går hurtigt i godt selskab. Jeg trykker hjerteligt Abduls hånd efter debatten og håber, at vi kan bygge en bro over vores uenighed om, hvor stort problemet er. At vi i stedet konstaterer, at det findes - og gøre noget ved det. På hver vores måde. Jeg prøver en sidste gang.
- Kære Abdul, jeg ønsker mig, at du tager emnet op i en lille bitte fredagsbøn. Please.
- Jeg gør det, hvis du tropper op med tørklæde på, svarer han med et glimt i øjet.
- Fint, griner jeg tilbage.
Hvem ved, måske tager jeg ham på ordet.
