Brevkassen: Rådgivning

Lagt ud den 9. august 2010 efter samtykke

Jeg er bange for, jeg er gravid

Hej Kristina.

Jeg har været inde på din hjemmeside www.nymødom.dk og tænkte på at du måske kunne hjælpe mig.

Jeg har et stort problem. Jeg har været sammen med en fyr i 6 måneder og vi var i seng for et par dage siden.

Vi gjorde det uden beskyttelse, han kom ikke i mig, men trak sig ud da han var ved at komme, jeg har hørt om det der Præs sperm og at der er en mulighed for at man kan blive gravid ved det. Derfor ved jeg ikke om jeg er gravid og er meget bange for det, især fordi jeg er en muslimsk pige og jeg ved du ved hvordan det er. Jeg venter på min mens. Den skulle gerne komme her i starten af måneden, og hvis den ikke kommer, ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har tænk over en abort, hvis det nu var, at jeg er blevet gravid. Jeg er xx år og tænkte på om jeg kunne få fortaget en abort uden mine forældre og læge behøver at vide det, jeg har læst om det på nettet og der står på de fleste hjemmesider at man skal snakke med sin læge om det. Jeg tør ikke snakke med min læge, fordi han er en ven af familien, så jeg føler ikke det er sikkert, hvis du forstår mig. Hvad skal jeg gøre? Håber du kan hjælpe hurtigst muligt. Tak

Hilsen anonym.

Svar:

Hej kære anonym

godaften :-) Du fangede mig lige foran computeren - og jeg kan se, du er bekymret. Derfor får du et hurtigt svar fra mig.

Et problem ad gangen. Hvis du er utryg ved din egen læge, findes der en gratis og anonym præventionsklinik i København (hvor bor du henne?). Her er en gynækolog. Og fremadrettet bør du jo have noget prævention. Problemet er, at du er under 18 år, og at lægen derfor har underretningspligt, hvis han mener, der er nogle ting, som du bør have hjælp og støtte til at klare.

Hvornår skal du præcis have din menstruation? Du kan jo købe en test på apoteket, eller i Føtex for den sags skyld, og tjekke det. Men igen, tag et skridt ad gangen. Find først ud af, om der er sket noget, inden du bekymrer dig om abort og den slags.

Du får linket på præventionsklinikken her. Du kan roligt ringe til dem. Jeg henviser jævnligt piger til denne klinik, og det er en fint og fornuftigt sted. Du kan se åbningstiderne ude til højre:

http://www.sexogsamfund.dk

Skriv endelig igen, hvis du har spørgsmål.

Sov godt og prøv at lade være med at bekymre dig alt for meget

Kærlig hilsen

Kristina

Spørgsmål:

Hej igen

Tusind tak for dit svar.

Jeg har kigget på hjemmesiden du har sendt mig. Er det ikke en slags vejledning, altså man kan jo blive tjekket, er det så ikke ligesom at jeg tog en gravid test? Og hvornår kan man enlig tage en gravid test for at være sikker på at få korrekt svar. Jeg ved faktisk ikke, hvornår min mens kommer præcis, den plejer at komme i slutningen eller i starten af måneden. Og mht. til abort, er der så slet ikke nogen mulighed for, at man kan gøre det. Kan man ikke få en værge til at give tilladelse stadig uden de ved det, eller måske snakke med en anden læge, udover min egen. Jeg ved jeg har lavet en stor fejl, men ville aldrig kunne fortælle min familie om det her, fordi de går meget op i traditionerne, og at man skal være jomfru før ægteskabet. Jeg har tit snakket med min mor, om den slags ting, hun har altid fortalt mig, at det er meget vigtigt for familien, at jeg er jomfru før ægteskabet, så jeg tør slet ikke, og ved ikke hvad mine forældre kan finde på at gøre, hvis de fandt ud af det.

Jeg har fundet en hjemmeside om nogen piger der har det samme problem, men jeg ved ikke om jeg kan stole på det. vil du være sød og kigge på den:

http://www.sexlinien.dk

Hilsen mig

Svar:

Hej kære

Du kan roligt stole på, hvad du læser på sexlinien. Det er gode folk, der har den linie.

Grunden til, at jeg synes, du på et tidspunkt skal slå et smut forbi klinikken, kan være, hvis du har behov for prævention. Når du er seksuelt aktiv, skal du også være opmærksom på at beskytte dig imod seksuelt overførte sygdomme.

Hvad angår testen, så siger man, at man kan tage en test den dag menstruationen skal komme. Hvis du ikke ved, hvornår du skal have menstruation, så anbefales det at tage testen 19 dage efter det seneste ubeskyttede samleje. Man skal søge dispensation for at få en abort uden forældrenes samtykke, når man er på din alder. Men lad os krydse den bro, når vi måske (forhåbentlig ikke) kommer til den. Hvis det bliver situationen, skal jeg nok hjælpe dig videre i systemet. Du er ikke alene :-)

Kærlig hilsen

Kristina

Forrige indlæg       Næste indlæg


Retur til oversigten