





 |
FAQ
Top 10 spørgsmål på NyMødom.dk
1. Kan en mand bedømme, om en kvinde er jomfru, når man har sex, fordi en jomfru er mere stram?
En kvinde bliver ikke slap, fordi hun har sex. Slimhinden er elastisk, og der er muskler i underlivet. Svaret er derfor nej! En mand kan IKKE bedømme, om en kvinde er jomfru eller ej, når man har sex. Alle kvinder er skabt forskelligt. Alle mænd er skabt forskelligt. Hvor stram kvinden føles, afhænger af mange faktorer, blandt andet størrelsen på manden penis.
2. Vokser mødommen sammen igen, hvis man holder pause fra sex?
Nej, det er en myte. Mange tror, at mødommen er en hel og lukket slimhinde, som springer, første gang man har sex. Det er ikke korrekt. Der er hul, også før første samleje, så menstruationsblodet kan komme ud. Kun 1 ud af 2000 kvinder er født med en lukket mødomshinde. Det bliver betragtet som en sygdom og kræver operation.
3. Vil jeg bløde på bryllupsnatten, hvis jeg får en operation?
Det skal du ikke regne med. Operationen er ingen garanti for blødning, første gang man har sex igen. Du skal desuden vide, at operationen ikke giver dig en ny mødom, men blot en par sting, som indsnævrer skeden. Langt de fleste kvinder, jeg taler med, som har fået operationen, har ikke blødt.
4. Bløder alle kvinder første gang de har sex?
Nej, undersøgelser viser, at langt de fleste kvinder IKKE bløder første gang.
5. Hvordan får jeg blod på lagenet?
Spørg dig selv: er det virkelig nødvendigt? I mange familier tror man, at pigen kan miste sin mødom ved at dyrke sport og finder fred med den forklaring. Husk på, din familie har ikke nogen interesse i at ødelægge din ære. Din ære er jo dens ære. Hvis du føler dig truet på livet, så søg hjælp og rådgivning. Nogle kvinder vælger at få p-piller og time deres menstruation til bryllupsnatten.
6. Kan lægen se, om jeg stadig har min mødom?
Mange tror, at en læge blot ved at kaste et enkelt blik på en kvindes underliv kan se, om hun er jomfru eller ej. Det er ikke korrekt. At vurdere, hvorvidt der er bristninger i mødommen, kræver specialviden, som langt fra alle læger har. Det er umuligt for andre, familiemedlemmer og kommende ægtemænd, at se om en mødom er intakt.
7. Kan man ødelægge sin mødom ved at dyrke sport?
Flere gynækologer mener, at det IKKE er sandsynligt, at fysisk aktivitet kan give bristninger i mødommen.
8. Kan en mand se eller mærke, om man har en ægte eller en falsk mødom?
Svaret er nej.
9. Jeg tør ikke tale med min læge, jeg er bange for at min familie får noget at vide?
Hvis du er over 18 år, har lægen tavshedspligt og må ikke videregive oplysninger om dig.
Hvis du er under 18 år, har lægen pligt til at give kommunen besked, hvis lægen mener, at du har behov for særlig støtte. Det betyder ikke, at dine forældre automatisk får besked. Hvis du forklarer, at din situation vil blive meget værre, hvis dine forældre ved, hvad der er sket, er det noget, man kan tage hensyn til.
10. Kan man få betalt en ny mødom, hvis man siger, at man er bange for at blive slået ihjel?
Brug ikke æresdrab som middel til at få betalt en operation. Det fodrer fordommene om, at muslimer er primitive og slår deres børn ihjel. Trussel om æresdrab er en meget alvorlig anklage, som kun skal luftes, hvis man virkelig føler sig truet. Man kan få hjælp og rådgivning, uden at man behøver skrue op for dramaet. | 





|