Halima, 24 år: "Min mor har altid sagt til mig og mine tre yngre søstre, at en kvinde er som en hvid væg, og hvis hun er seksuelt sammen med en mand, før hun bliver gift, så vil der komme en sort plet af skam på den hvide væg. Den sorte plet vil være synlig for alle, og væggen kan aldrig blive hvid igen. Englene vil græde tårer af blod, de vil rive sig i håret af sorg, hver eneste gang en kvinde ledes i fristelse af satan og lidenskab og mister det mest dyrebare, Allah har givet hende, nemlig mødommen."

Mødom på mode, Gyldendal 2007

Islam

Når mødommen er til debat i medierne, bliver Islam ofte nævnt. Det er misvisende, da jom­frutegn, som blod på lagenet, ikke er nævnt nogen steder i Koranen. Islam dikterer seksuel afholdenhed for både mænd og kvinder indtil ægteskabet, og sex før ægteskabet er en af de alvorligste synder, man som muslim kan bedrive. Ifølge Islam er mødomskontroller ikke lovlige, da spørgsmålet er mellem den enkelte og Allah. Ikke mellem den enkelte, Allah og svigermor, tante, moster og fætter...

Stiller man spørgsmålet om mø­doms­ope­ra­tioner til en islamkyndig, vil svaret være klart: mødomsoperationer er et brud på de vær­di­er, som Islam står for. Når islamkyndige udtaler sig om mødomsoperationer, er det på baggrund af Koranens forbud mod sex før ægte­ska­bet, hvor operationen bliver betragtet som endnu en alvorlig løgn.

Når religionen så alligevel spiller en rolle, er det fordi den bliver brugt som forklaringsmodel af nogle muslimer, som siger, at 'i vores religion er det vigtigt, at en kvinde er jomfru på bryllupsnatten'. I praksis anerkender nogle familier og omgivelserne, at mænd har nogle behov, også før ægteskabet. Man siger 'en kvinde er som en hvid væg, hvor en sort plet af skam vil være synlig for alle. En mand er som en sort væg, ingen kan se, hvad han har haft gang i'. Med andre ord, man lukker øjnene, og da der ikke er nogen beviser på man­dens bedrifter, sover man roligt. Hvis alle vidste mere om mødommen, ville det være kendt, at der heller ikke er nogen beviser, hvad angår kvindens bedrifter, da langt de fleste kvinder ikke bløder ved første samleje.

Mødommen som symbol handler altså for en stor del om kulturelle traditioner, med religiøse elementer i kraft af religionens forbud mod sex før ægteskabet, samt den ukorrekte argu­mentation, som nogle muslimer bruger, når de påberåber sig retten til at kontrollere for blod på lagenet i religionens navn.