| Zeham mistede sin mødom, da hun blev voldtaget af en nær ven af familien: "Jeg har frygtet den dag, jeg skulle giftes, sandhedens time, hvor det ville blive opdaget, at jeg ikke længere har min mødom. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at den slags kan repareres, men det er ikke billigt, og det er et kirurgisk indgreb, som indebærer risiko for infektioner. Det største problem for mig har været at skaffe pengene, men da jeg så endelig havde sparet de 8.500 kr. sammen, var der noget inde i mig der vendte sig. Det var mig, der havde været udsat for et overgreb, en forbrydelse, samtidig skulle jeg bruge min samlede opsparing, udsætte mig selv for smerter, føle ydmygelsen ved at ligge med spredte ben i et klinisk oplyst rum, måske endda få infektioner, alt imens Brahim (gerningsmanden, red.) åd sig igennem mors falafel og avlede på konen. Nej, det kunne jeg simpelthen ikke leve med. Så hellere leve uden en mødom." Mødom på mode, Gyldendal 2007 |
Mødomsindustri
Nogle privatpraktiserende kirurger og debattører betegner operationerne som kirurgi, der redder liv. Kirurger, som tjener lette penge på kvinderne og ikke spilder dyrebar tid på rådgivning og støtte. Disse kirurger må derfor betegnes som inhabile, når det handler om at vurdere kvindernes situation og operationens langsigtede effekter. Var der tale om livreddende kirurgi, ville det være naturligt, at operationen var tilgængelig i det offentlige sygehusvæsen. Og at en manglende mødom blev håndteret på linie med andre livstruende tilstande. Det er ikke tilfældet!At give kvinderne en ny mødom svarer til at give voldsramte kvinder en manual på, 'hvordan du holder din mand så glad, at han ikke finder anledning til at tæske dig'. Det er heldigvis utænkeligt at finde en sådan manual på landets krisecentre, men hverdag at reparere indvandrerkvinder, 'så mor og far ikke bliver så sure, at de slår dig ihjel'.
